Hvornår bliver man "en ældre dame"?

Jeg fik et chok forleden, en yngre kvinde kaldte en jævnaldrende af mig for "en ældre dame"! Jeg ser overhovedet ikke mig selv eller nogen jeg kender som "ældre damer". Den kategori er for mig snarere 80 år gamle!
Og hvem ved, når jeg runder 80, er jeg måske stadig ikke blevet en "ældre dame".



Mandag den 17.11. deltog jeg i en konference på Gisselfeld om "finansiering af vækst i virksomheder". Det er et emne, der interesserer mig. Både sådan principielt, fordi virksomhedsudvikling er spændende, men også fordi jeg går i overvejelser om, hvordan vi selv bedst finansierer væksten på Holberggård.

En kvindelig iværksætter formentlig midt i 30erne holdt et indlæg om sit tøjfirma "No Grown-Ups", der producerer spændende tøj for kvinder mellem 20 -45, tror jeg det var.
Allerede der var jeg selvfølgelig dømt ude! Måske er tøj til kvinder over 45 simpelthen ikke spændende! Damebladene synes jo heller ikke, at kvinder over 40 er interessant stof for deres læsere. Mange af læsergruppen er naturligvis i min alder, men det bekymrer dem ikke stort!

Nå, men - denne kvindelige iværksætter fortalte om sin lange og trange vej gennem bankerne for at få finansiering til den virksomhed, de sådan set var godt i gang med, som så ud til at lykkes og, som de selv havde finansieret et stykke vej, fordi hun sådan set havde en anden virksomhed at tage afsæt i. Jeg forstod hendes vrede over uforstående bankfolk og levede mig ind i det, lige til hun nåede til Danske Bank, hvor hun havde håbet på bedre modtagelse, eftersom rådgiveren var en kvinde. Hun mødte imidlertid "en ældre dame omkring de 60, der ikke overhovedet interesserede sig for tøj" og formentlig lignede noget meget trist og sørgmodigt, sådan nogle billeder fik jeg ind, da jeg hørte beskrivelsen og så kropssproget.



Jeg fylder snart 60, faktisk her i januar. Jeg oplever mig ikke som gammel, slet ikke som en ældre dame. Jeg har lige startet eller rettere genstartet en virksomhed, jeg var snarere i oplægsholderens sko end i rådgiverens! Hvad er det for noget med de billeder af aldre, der fylder vores hoveder?
Nogle mennesker er gamle allerede, når de er unge. Nogle er unge, når de er gamle. I sidste ende er det sindet, bevidstheden, der er den mest afgørende faktor for, hvordan vi optræder og viser os for omverden.


Rynkerne kan være der, der kommer en anden tyngde i kroppen, vi er ikke så hurtige i bevægelserne. Årvågenheden, opmærksomheden, interessen for omverden og begivenheder i den forsvinder ikke med fødselsdagene. Kun hvis man trækker sig helt tilbage eller ind i sig selv.



Her til morgen læste jeg lidt i en bog, jeg fandt for nylig i et antikvariat. En lidt pudsig, meget anekdotisk og noget sludrende skildring af verden, som den tilhører den modne kvinde. Titlen er "Endelig over 40", og den er skrevet af en østrigsk kvinde ved navnet Susanna Kubelka. Med ungarske aner tror jeg.

Det er en forfriskende, opmuntrende bog, der viser, hvor meget liv, der kan være i alderen efter de 40. Hun skildrer sin livsduelige mor på 79, der i adfærd og interesser ligner sit eget jeg som 18-årig. Rettere: man kan tydeligt genkende den samme kvinde i begge aldre.



En af mine egne kæpheste fandt jeg i denne bog her til morgen: Afsnittet hedder:

At begynde at udforske livet som tresårig!

Og indholdet er, at man kan begynde med sin egen kaffekop for at finde et forskningsområde! Der er så mange hemmeligheder i verden, så ufatteligt mange ting at sætte sig ind i. Især når mna får tid og ikke længere behøver arbejde hver dag for at tjene penge. Man kan sætte sig på bibliotekerne og studere laksens komplicerede kærlighedsliv eller, hvorfor nogle stammer på en fjern ø spiste deres forfædre. Og man kunne lige så vel studere porcelænets historie, kaffekoppens oprindelse. Eller hvad med kaffebønnens opdagelse og lyksaligheder. Der er porcelænshemmelighederne, mønstrenes historier, åbning af forretninger med salg af kaffekopper. Der er en uendelig verden at sætte sig ind i, hvis man er nysgerrig nok. Der vil altid være noget, der måske vakte ens passion som ung, men som man ikke har haft tid til at fordybe sig i, som man nu får mulighed for. Og man kan altid begynde at male, skrive, brodere, snitte i træ eller omlægge sin have og måske blive kameliadyrker.



Alderen åbner op for indsigten i skabelsens undere! Vi har de mange års erfaring og indsigt, vi har stadig nysgerighedens nådegave, vi kan tillade os at forbløffes over det kosmos vi er en bittelille del af. Derved får vi også øje på det rette perspektiv for vores liv, hvorfor det bliver meningsløst at sidde og ruge over små skavanker og smerter i leddene.



Susanna Kubelka har også en anden betragtning, der simpelthen er sand.

Hun taler om "alderdomsensomhed" som et modefænomen. Vi tror og vi bliver bildt ind gennem forfærdelige historier i medierne, at vi bliver mere ensomme med alderen. men "ensomme mennesker er mennesker, der ikke kan være alene. Det er ligegyldigt, om de er unge eller gamle".

Ensomhed er et resultat af nogle valg, vi gør os. Hvis man f.eks. ikke interesserer sig for naboerne i opgangen, er det ikke så mærkeligt, at man ikke bliver fundet, når man dør og derfor kan ligge længe. Og mulighederne har jo hele tiden eksisteret for at opsøge andre mennesker gennem foreninger, interesser. Hvad har gjort, at et menneske ikke har opretholdt et netværk af familie og venner? Har det ikke sørget for at være interessant nok at være sammen med? Har det menneske ikke rakt ud og interesseret sig for naboer, venner og vennernes børn?

Ensomheden tyder snarere på selvtilstrækkelighed, kritik af andre og manglende vilje til at opdyrke en omgangskreds.



Vores egen holdning til alder er det, der afgør, om vi føler os gamle.

Og jeg synes personligt, det må være vanskeligt at være en yngre kvinde i 30erne, hvis 60-års alderen forbindes med noget, der er færdigt, en ældre kvinde uden visioner!

Så hip hip for de 60-årige, der hverken føler sig, ser ud som eller opfører sig som "ældre kvinder".